At møde børnenes behov for opmærksomhed

Det var svært at skulle forlade Tegucigalpa, Honduras hovedstad, søndag den 9. august efter ti dage i selskab med Alvin. Hans engagement i de fattiges liv havde gjort et stort indtryk på os.

Planen var nu i den sidste uge at arbejde tre dage på børnehjemmet Didasko, hvor vi blandt andet skulle bygge et tag over børnenes toiletbygning, som der var hårdt brug for. Desværre måtte vi aflyse dette besøg, da børnehjemmet blev ramt af influenza. De indsamlede penge vil dog fortsat gå til at få taget bygget. Det vil lokale håndværkere i stedet tage sig af.

Med kort varsel fik vi i stedet mulighed for at tage på et andet børnehjem, Emmanuel. Her bor næsten 400 børn to timer fra hovedstaden i naturskønne omgivelser. Børnene har det her materielt set bedre end på mange andre børnehjem med store legepladser og god mad, men med kun 17 faste medarbejdere til disse mange børn, kunne vi tydeligt mærke børnenes store behov for personlig kontakt og opmærksomhed. Hver gang de så os, kom de løbende med åbne arme for at få et knus og en kærlig bemærkning. Som én af de ældre teenagepiger fortalte, så betød det meget for børnene, når der kom teams rejsende langt væk fra, for de kunne give dem den opmærksomhed, de ikke kunne få til dagligt, og vise dem, at de havde værdi.

Vi brugte især tid med de mentalt handicappede børn, som ikke kunne gå i skole og derfor dagen igennem leger selv på legepladsen udenfor. Vi malede deres legeplads og lavede program, leg og kreative aktiviteter med dem, som de nød. Det var særligt rørende at se dem sidde koncentrerede om at lave dekorationer og kollager, og endnu mere rørende at høre dem bede os om at blive længere, da vi skulle rejse.

Derudover brugte vi tid med de mindste børn og tog dem med på tur til børnehjemmets gård, tumlede rundt på legepladsen med de vilde skole-drenge og spillede fodbold og lavede snogbrød med de ældste drenge og piger.

Efter to en halv uges arbejde tog vi til La Ceiba, en by ved øst-kysten hvor vi tilbragte de sidste dage som retræte. Vi var meget trætte og fyldt op med indtryk og overvældende oplevelser.

Vi nød derfor at slappe af ved vandet, dykke og opleve den flotte natur. Men vi brugte også tid på at reflektere over, hvordan vi hver især hjemme i det trygge Danmark kan være med til fortsat at bringe håb til de mange i Honduras og resten af verden, som har desperat brug for hjælp.

Tiden i Honduras er gået stærkt. Man kan stille sig selv spørgsmålet, om det virkelig er muligt at gøre en forskel på så kort tid i mødet med så mange børn. Vores håb er, at de dråber, vi har spredt i børnenes liv, må blive til ringe i vandet, der igangsætter forandring i de enkelte børns liv.